Elith Gunnar Foss var søn af skuespilleren Aage Foss (18-05-1885 - 08-02-1952) og hustru Inger Marie Christine, født Christensen (07-11-1886 - 29-04-1946). Efter en tid som programsælger hos sin far, småturneer i 1½ år og efter en revydebut på Rottefældens scene i 1928 i "I alle ender og kanter", blev han uddannet ved det Kgl. Teaters elevskole 1930 til 33 og debuterede i 1932 som sekretæren i H.C. Andersens "Den nye Barselsstue". Han var ansat ved Det Kongelige Teater indtil sin død. I 1935 tog han sammen med skuespilleren Palle Huld på motorcykel ned gennem Europa for at køre "Middelhavet rundt" og i 1937 kørte de gennem den syriske ørken til Iran. Der optog de en film for Kampsax om Jernbaneanlæg. Fra 1945-1950 var de direktører for Danmarks Friluftteater. Først og fremmest var Elith Foss Holberg-skuespiller og huskes bl.a. som Jakob hhv. Troels i teaterstykkerne "Erasmus Montanus" og "Barselsstuen" Men han udførte også roller som f.eks. den ulykkelige berusede brudgom i Kjell Abell's "Dronning går igen" og feltkokken i "Mutter Courage". Hans sidste rolle var som magister Petronius i "Den Vægelsindede". Han iscenesatte selv en række forestillinger, f.eks. "Jeppe på Bjerget" og "Skærmydsler". Elith Foss spillede også med i revy i Nykøbing Falster. Også TV benyttede ham i en række TV-teaterforestillinger, bl.a. i Bureauslaven", ligesom mange vil huske ham som fængselsdirektøren i "Flagermusen". Som filmskuespiller huskes han i "Støv for alle pengene", som den lille forvirrede bondemand, der må forlade sin gård og flytte ind i en lille lejlighed i et kæmpe højhus. Elith Foss blev den 12. maj 1937 gift på Københavns Rådhus med Rita Kamma Else Irma Ingeborg Mariane Moreau Jørgensen (f. 16-08-1912). Parret blev skilt den 12. november 1947. Elith Foss blev derefter gift den 2. maj 1950 i Frederiksberg Kirke med danserinde Agnete Maria Juel-Henningsen (05-12-1927). Ægteskabet blev opløst i 1963.